Det dæmpede lys fra det lille gæstgiveri, der ligger dybt inde i Jyllands dal, kaster varme, gule striber på det kridhvide snedække. Indenfor sidder Henrik, en pensioneret urmager, og nørkler med at pudse de bittesmå tandhjul i skæret fra et stearinlys. Siden synet blev svagere, og livsledsageren gik bort, har Henriks tilværelse været uløseligt knyttet til urværkets absolutte stilhed. Men denne stilhed bliver midt i december brudt af en sær lyd: en blid, men ihærdig kradsen på døren efterfulgt af en svag klynken fra trappestenen.

Da Henrik klemmer den tunge trædør på klem, vælter en lille ildtager (ilder) med mørkebrunt pelsværk og et sølvgrå skær ind i stuen. Dyret ser utrolig medtaget ud, dækket af is og sne over det hele, og de to bagben er slemt tilredte og ude af stand til at bevæge sig normalt, som om den netop var sluppet levende fra en rædselsfuld fabelagtig flugt fra en jagtfælde. Henriks blide natur gør det umuligt at vende det ryggen; han løfter forsigtigt den lille ilder op, lægger den i en varm kasse foret med flonel tæt ved pejsen og renser omhyggeligt med en pincet de frosne iskrystaller væk og desinficerer sårene. Natten igennem, mens stormen hyler udenfor og river i de tørre grene, gnider ilderen uafbrudt sin næse mod Henriks ru, arrede fingre, mens de sorte, blanke øjne stråler af dyb taknemmelighed. Han døber den Pjusk efter en lille ven fra et dansk eventyr.

Næste morgen, da uvejret har lagt sig, og det blege sollys titter frem, beslutter Henrik sig for at spadsere ned til bækken tæt ved huset for at hente vand, trods det tynde islag, der endnu ikke er tøet helt væk på overfladen. Da han nærmer sig det glatte kystområde, sker der næsten en tragedie: Isen under Henriks fødder braser pludselig sammen, så han falder pladask ned i det iskolde vand i brysthøjde. Vægten af den tunge, gennemvåde jakke og den gennemtrængende kulde lammer hurtigt hans lemmer, så han hverken kan svømme eller klatre op på den stejle klippekant. Mens bevidstheden langsomt svinder, og råbet om hjælp bliver slugt af det strømmende vand uden nytte, følger Pjusk – ilderen, hvis ben endnu ikke er helt helet – sporene i sneen for at finde frem til bækken. Da den ser sin herre synke dybere, tvinger dens overlevelsesinstinkt og stærke loyalitet det lille dyr til at kaste sig direkte ud i strømhvirvlen, bide sig fast i Henriks tørklæde og bruge alle kræfter på at svømme baglæns, mens den klamrer sig til brede bregnerødder for at holde hans hoved oven vande.

Det hjertebankende, klimaktiske øjeblik indtræffer, da ilderen med sin utrolig spinkle krop formår at trække Henriks hoved op på en flad sten, hvorefter den uafbrudt løber tilbage mod gæstgiveriet, kradser i trædøren og udstøder skingre, vedvarende hyl for at fange opmærksomheden hos gæstgiveren, der er ved at åbne tidligt. Takket være Pjusks usædvanlige skrig og instinktive vedholdenhed griber gæstgiveren lommelygten og et reb og skynder sig ud til bækken sammen med dyret, hvor han i sidste øjeblik får trukket Henrik op på bredden, mens hans krop er iskold og næsten holder op med at trække vejret.

Flere uger går med kærlig pleje fra lokalsamfundet, og Henrik kommer sig fuldstændig. Hans lille hus summer nu ikke længere af ensomhed, men genlyder af urværkets tikken og Pjusks lystige, småløbende fodspor på trægulvet. Den lille ilder, der gik fra at være et døende væsen på kanten af afgrunden til at blive en livredder og uundværlig ledsager, fylder resten af urmagerens tilværelse ud.

Oprigtig kærlighed finder altid en vej igennem de barskeste modgangstider for derefter at springe ud der, hvor man mindst venter det.