Det kystnære vådområde i det vestlige Sverige forvandles i månederne med regn og oversvømmelser ofte til enorme sumpe, hvor det tykke mudder sluger alt, hvad der træder på det. Her bor Anders, en enkemand der er rundet de nioghalvfjerds år, alene i et lille træhus langt væk fra boligområderne. Den eneste ven, der holder ham med selskab gennem de ensomme eftermiddagstimer, er en gammel rød panda, som han tilfældigvis fandt i en hærget skov for mange år siden. Dyret har en mørk rødbrun, plettet pels, en karakteristisk lang busket hale med sort-hvide ringe og store, melankolske runde øjne. Folk i den lille by kiggede ofte på pandaen med et nysgerrigt blik og mente, at den var en eksotisk, svag skabning, der ikke passede til det barske nordeuropæiske klima og ikke kunne være til nogen nytte for en ensom gammel mand. Men bag det lille, langsomme og lidt generte ydre gemte der sig en utrolig årvågenhed og en dyb loyalitet over for den person, der havde reddet dens liv.

En sen efterårsdag, da silende regn skyllede ubønhørligt ned og fik vandstanden til at stige i moseområdet bag huset, besluttede Anders at tage sine redskaber med ud til dræningsgrøften for at tjekke det tilstoppede rørsystem. På trods af sin høje alder og svagelige krop forsøgte han at klare det selv, da han ikke ville være til ulejlighed for naboerne. Da han stod og bøjede sig over for at rense gennemstrømningen, skred et stykke vandfyldt jord pludselig alvorligt under hans fødder og trak tonsvis af mudder og trærødder med sig ned, hvilket begravede den nederste halvdel af hans krop i et dybt hul. Det uventede fald fik ham til at støde hårdt ind i en undersøisk sten, så han besvimede på et øjeblik. Regnvandet blandet med mudder steg hurtigt op til brystet, lukkede for alle luftveje og forvandlede det isolerede rum til en uundgåelig dødsfælde.

Inde i huset kiggede den røde panda ud fra vindueskarmen med en ubeskrivelig rastløshed. Da dyret bemærkede, at dens ejer havde været væk alt for længe uden at vende tilbage i det voldsomme vejr, fik overlevelsesinstinktet og den vældige bekymring den til ikke at kunne sidde stille. Den klatrede hurtigt ned på gulvplanken, kradsede gentagne gange på den på glimt åbne trædør og sneg sig gennem den lille vinduesspalt ud i det piskende regnvejr. Under det iskolde vand og mudderet, der nåede dens mave, brugte den røde panda sin skarpe næse til at snuse overalt, idet den fulgte Anders’ velkendte duft, indtil den opdagede hans blå uldhue flyde rundt i det tykke mudder.

Da dyret forstod den fare, der truede dens ejers liv, skænkede den hverken træthed eller frygt en tanke og begyndte straks med sine små forben febrilsk at grave i det tykke mudder, der pressede sig mod Anders’ bryst. Klumper af pløret mudder blev kastet til alle sider, dens kløer blødte, men gravehastigheden dæmpede sig ikke. Samtidig indså den, at den ikke kunne trække den ældre mand op, så pandaen sprang op på en høj jordbanke og udstødte høje, presserende og uafbrudte skrig, der skar igennem det tågede regnvejr for at lede opmærksomheden mod stien, hvor folk af og til kom forbi.

Dyrets fortvivlede og uvante råb om hjælp tiltrak til sidst opmærksomheden fra en skovfoged, der var på patrulje langs diget i nærheden. Da skovfogeden genkendte panikken i den røde pandas skrig, løb han hurtigt efter dens vejledning, idet han kastede sig frem og vendte om for at skynde på. Da skovfogeden stormede hen til mudderhullet og opdagede Anders, der trak vejret besværet og var ved at blive kvalt, trak han straks med al sin kraft manden op af sumpen og udførte de nødvendige førstehjælpsforholdsregler for at rive et liv tilbage fra dødens greb for den ældre mand.

Flere uger senere, da Anders var fuldstændigt kommet sig på hospitalet og var vendt tilbage til det hyggelige hjem omgivet af familie og naboer, var historien om den modige røde panda, der trodsede mudderet for at redde sin ejer, blevet midtpunktet for hele samfundets beundring. Ingen anså den længere for at være et svagt eller malplaceret væsen, og i stedet blev den mødt med respekt og friske frugtgaver, som beboerne bragte hver dag for at vise deres taknemmelighed. På en fredfyldt eftermiddag, hvor det gyldne sollys skinnede igennem vinduet, sad Anders i sin vante gyngestol, krammede nænsomt den røde panda og smilede lykkeligt ved tanken om, at han i sine mest ensomme alderdomsår havde fundet en lille helt, der varmede hele hans liv op.