Liggende skjult under de endeløse, gamle fyrreskove i en bjergrig region i det sydlige Norge, lige på grænsen til Danmark via korte søfartsruter, ligger en gammel mine, der har været forladt siden det foregående årti. Dette sted var engang livsgrundlaget for en lille dal, før det blev glemt i den industrielle omstilling. I dette vilde landskab levede en vild ræv ved navn Mikkel. I modsætning til andre artsfæller, der løb og hoppede lystigt på skråningerne, havde Mikkel fra en ung alder uheldigvis mistet det ene bagben på grund af en glemt jernfælde sat af hensynsløse krybskytter. Selvom såret var helet, gik han haltende og måtte altid udholde smertefulde stik, når den iskolde vinter satte ind. Ude af stand til at jage de hurtige hare eller klatre over de høje klipper, blev en mager Mikkel med sin engang flammende røde pels nu slidt, dækket af mudder og det svageste væsen i den barske natur.
Hver dag slæbte Mikkel sin invaliderede krop rundt nær indgangen til den forladte mine, hvor der var en lille, dyb revde, der strakte sig langt ind i bjergets indre. Det mærkelige var, at selvom der ikke var nogen madrester eller nogen tegn på liv indeni, rettede Mikkel altid blikket mod den kulsorte mineindgang, når aftenen faldt på, og udstødte dæmpede, hæse klynken, som om han ventede på noget, der oversteg fornuften. Beboerne i området så ham undertiden gennem kældervinduet og rystede ofte opgivende på hovedet over skæbnen for et uheldigt dyr, der var tæt på at dø. Ingen interesserede sig for denne trebenede ræv, bortset fra en ældre mand ved navn Soren, som engang havde været mineingeniør sammesteds for halvtreds år siden og nu levede helt alene i et lille træhus nær foden af bjerget.
En tidlig efterårsaften, hvor tågen begyndte at opsluge skovbrynene, besluttede Soren at tage sin gamle lommelygte med for at tjekke den vandresti op ad bjerget, som han havde betrådt tusindvis af gange i sit liv. Da han gik forbi mineindgangen, så han uventet Mikkels magre skikkelse stå stift foran mineåbningen, med ørerne rejst og hele kroppen anspændt som en violinstreng. I stedet for at flygte fra mennesker af instinkt, vendte ræven hovedet for at se på Soren med et uforligneligt inderligt blik, for derefter uventet at kaste sig ind i den mørke tunnel, idet den udstødte korte, hurtige og advarende gøen.
Da Soren fornemmede, at noget var galt i mørket i bjergets indre, tøvede han ikke med at tænde sin kraftige lommelygte og halte efter den lille ræv. Miljøet indeni var fugtigt, og lugten af jord og sten slog direkte mod hans næse. Lommelygtens lys strøg hen over de rådne træbjælker, der var opsat for at forhindre sammenstyrtning, og ramte direkte en sidegang omkring hundrede meter inde. Der mødte et rædselsvækkende syn Soren: under vægten af milde jordskælv fra den seneste tektoniske aktivitet var hele massen af jord, sten og træbjælker i den sidegang styrtet sammen og havde begravet en del af kroppen på hans tiårige barnebarn ved navn Lucas.
Den dag havde den lille dreng Lucas, på trods af de voksnes forbud, nysgerrigt kravlet ind i den gamle mine for at lede efter de funklende kvartskensten, som hans bedstefar havde fortalt eventyr om, og blev derefter fanget i mørket, da tunnelen faldt sammen. Drengen lå ubevægelig under murbrokkerne, med en svag vejrtrækning og sank langsomt ind i en tilstand af dyb bevidstløshed på grund af iltmangel og alvorlige hovedskader. Uden Mikkels gøen og rettidige vejledning ville det sandsynligvis ikke have været muligt for nogen at finde drengen i et så stort og labyrintisk minesystem, før det var for sent.
Med det samme smed Soren sin stok på jorden, samlede alle sine gamle kræfter for at grave den tunge jord og sten af sit barnebarn, og råbte højt om hjælp fra dalen udenfor. Under disse nervepirrende minutter forlod Mikkel ikke stedet. Den lille ræv forsøgte på trods af sin lille krop og sårede ben at skrabe de små sten omkring sig væk med sine forben for at mindske vægten, idet dens skarpe øjne skinnede i mørket som et lille fyrtårn, der ledte vejen for håbet.
Kun femten minutter senere nåede det lokale redningshold frem i tide takket være lokaliseringen fra Sorens råb og rævens gøen, der lød dybt indefra bjerget. Den lille Lucas blev bragt til overfladen på en specialiseret redningsbåre og kørt i hast til det regionale hospital i Aarhus. Lægen oplyste, at blot ti minutter senere ville drengens liv ikke have kunnet reddes på grund af giftig gas i den dybe mine.
Da den første morgensol skinnede ned på den tågedækkede skråning, var den lille Lucas vågnet i armene på sin bedstefar og familie, som græd af glæde. Det første drengen nævnte var ikke smerten i kroppen, men billedet af de klare øjne i mørket og den buskede hale på den lille røde ræv, der stod ved hans side for at trøste og holde ham varm under de mest desperate timer i den kolde undergrund.
Fra den dag af behøvede Mikkel ikke længere at leve et ensomt liv, hvor han ledte efter madaffald i den dybe skog. Sorens familie besluttede at tage den lille ræv med hjem for at passe på den i den rummelige have bag huset og helbrede det sårede ben fuldstændigt med de bedste dyrlægetjenester. Den røde ræv har nu en varm seng, lækre måltider og er blevet den uadskillelige ven for den lille Lucas på hver eneste gåtur gennem de gamle fyrreskove.
Godhed og mod findes undertiden hos de små væsener, som verden har glemt, og tænder en varm ild selv i de mørkeste og mest desperate afkroge af livet.
